Udvikler bæredygtige teknologiske løsninger
Studier peger på, at fødevareforbruget står for cirka 25% af den samlede klimabelastning per person. Hvis kostens klima- og miljøbelastning skal mindskes, kræver det både nye, mindre CO2-udledende og mere skånsomme produktionsformer, samt at forbrugere ændrer på kostens sammensætning.
DTU Fødevareinstituttets vision er at gøre en forskel ved at skabe bæredygtige teknologiske løsninger – blandt andet så råvarer bliver udnyttet bedre, så man undgår spild i produktionen og udnytter produktionsprocesserne mere effektivt, og så forbrugerne får lettere ved at vælge bæredygtige fødevarer af høj kvalitet.
Instituttets arbejde har f.eks. fokus på, hvordan fødevarevirksomheder sikkert kan genbruge vand, optimere fødevareproduktionen og spare energi og CO2 og bedre kan udnytte restprodukter fra produktionen af fødevarer og foder til at udvikle højværdiprodukter.
Matematiske beregninger af fødevarers klimabelastning er desuden et nyere fokusområde i instituttets ernæringsforskning. Den viden vil være med til at skabe det videnskabelige grundlag for de kommende officielle kostråd, der indeholder klimahensyn.
Endvidere arbejder instituttet på at videreudvikle metoder til at helhedsvurdere fødevarer eller kosttyper. De nye metoder vil gøre det muligt ikke blot at inddrage de sundhedsgavnlige og -skadelige egenskaber ved en given fødevare eller kosttype i udarbejdelsen af en helhedsvurdering, men også at inkludere bæredygtighedsparametre.
DTU Fødevareinstituttet udbyder også kurser med fokus på bæredygtig udvikling – eksempelvis i fremstilling af bæredygtige ingredienser lavet af nye biomasser eller restprodukter. Find information om kurset i DTU's kursuskatalog.
Kontakt
Christine Nellemann Dekan for bæredygtighed clne@dtu.dk
Dorte Lau Baggesen Kontorchef Telefon: 35886207 dlba@food.dtu.dk