Kvantitative metoder til vurdering af fødevarer og estimering af sygdomsbyrde er væsentlige for at forstå den samlede effekt af skadelige og gavnlige stoffer i fødevarer. I et ph.d.-projekt på DTU Fødevareinstituttet er de eksisterende kvantitative metoder videreudviklet for at gøre helhedsvurderinger til et brugbart redskab.
Fødevarer er en kilde til flere gavnlige stoffer, for eksempel D-vitamin og jod i fisk, som kan forebygge sygdomme hos mennesker. Men fødevarer kan også indeholde skadelige stoffer, for eksempel bakterier og kemiske forureninger, der kan forårsage sygdomme.
Det er væsentligt at forstå den samlede sundhedsmæssige effekt af både skadelige og gavnlige stoffer i fødevarer for at kunne udtale sig om, hvorvidt en fødevare reelt er sund eller ej. I et ph.d.-projekt i DTU Fødevareinstituttet har ph.d.- studerende Firew Lemma Berjia videreudviklet eksisterende metoder til helhedsvurdering af fødevarer og til estimering af sygdomsbyrde.
Fokus på tre områder i helhedsvurderingerne
Projektet har fokus på tre områder i helhedsvurderingen. For det første indgår en samlet vurdering af de skadelige og gavnlige effekter, der er forbundet med at spise koldrøget laks. Undersøgelsen viser, at de gavnlige effekter af omega-3 fedtsyrer overgår de skadelige effekter fra eventuelle sygdomsbakterier. Men hvis den koldrøgede laks ikke er opbevaret og håndteret på en ordentlig måde, kan effekterne fra sygdomsbakterier overskygge de gavnlige effekter af omega-3 fedtsyrerne.
For det andet er der med udgangspunkt i en helhedsvurdering fokus på at udvikle en metode til at finde det optimale indtag af en bestemt fødevare eller fødevarekomponent. D-vitamin er brugt som eksempel i udviklingen af metoden. Formålet med den type af vurdering er at finde det indtagsscenarie, som medfører den mest optimale sundhed.
For det tredje er forskellige måder at tilberede kød på undersøgt, og det er vurderet, hvad det kvantitativt betyder i forhold til sygdomsbyrden. Undersøgelsen viser f.eks., at vælger man at grille i stedet for at ovnstege kødet, har det en beskeden, men målbar effekt på kvaliteten og antallet af ens resterende leveår.
Læs mere
Læs Firew Lemma Berjias ph.d.-afhandling: Method development in risk-benefit assessment and burden of disease estimation of food (pdf).