Image: Erduforsoed.dk

Efterlysning: Gode idéer til at skrue ned for de søde sager

Fødevarer Ernæring og kostvaner

Danskerne er verdensmestre i at spise slik – og det går bl.a. ud over børns sundhed. I et nyt projekt skal DTU Fødevareinstituttet derfor hjælpe danske børnefamilier til en sundere hverdag med færre søde sager – og forskerne bag projektet vil meget gerne høre fra alle, der måtte have konkrete idéer, gode tips og sjove tricks til, hvordan man balancerer det søde med det sunde.

Danskerne er verdensmestre i at spise slik – og det går bl.a. ud over børnenes sundhed. Danske børn indtager nemlig op til fem gange så mange søde sager (slik, chokolade og kage) og søde drikke (sodavand, saftevand og iste), som der er plads til i en sund kost. Og undersøgelser viser, at indtaget især i weekenden er højt, og at weekendindtaget er steget med helt op til 25% siden 2005.

På kort sigt risikerer det at give dårlige tænder og overvægt. Overvægten kan senere i livet øge risikoen for diabetes og hjerte-karsygdomme. Et nyt treårigt projekt fra DTU Fødevareinstituttet skal derfor gøre det nemmere for børnefamilier at balancere det søde med det sunde. Projektet ’Er du for sød?’ er støttet af Nordea-fonden.

Gode tips og idéer efterlyses
"Vi vil gerne have gjort op med forestillingen om, at hygge altid hænger sammen med det søde. Hvem siger, at hygge ikke kan være et spil kort frem for en stor skål slik? Eller at man sammen anretter et flot frugtfad til deling?"
Seniorforsker Anja Biltoft-Jensen

Forskerne håber på, at danskere rundt om i landet vil bidrage til projektet ved at give deres bedste tips til, hvordan familiehyggen bevares, men med færre søde drikke og søde sager som kage, slik, is og chokolade.

Sammen med bl.a. sundheds- og tandplejen i Hvidovre Kommune, spiludviklerfirmaet Serious Games Interactive og 100 børnefamilier vil DTU Fødevareinstituttet bl.a. bruge idéerne til at udvikle konkrete redskaber og teknikker, som børnefamilier nemt kan bruge i hverdagen til at balancere det søde med det sunde, samt nye, engagerende undervisningsmaterialer til brug i sundheds- og tandplejen.

”Vi vil i højere grad motivere frem for at skræmme, da det i virkeligheden handler om den rette balance mellem det søde og det sunde. Børn må godt spise slik og drikke sodavand, men ikke for meget og ikke for tit. Vi vil gøre det meget tydeligt, også visuelt, hvor meget af det søde børn egentlig bør få. Men de gode råd til, hvordan man kan reducere indtaget og stadig bevare hyggen, har vi brug for danskernes hjælp til,” siger seniorforsker Anja Biltoft-Jensen fra DTU Fødevareinstituttet.

Hun håber, at projektet kan skubbe lidt til den klassiske, danske hyggekultur. ”Vi vil gerne have gjort op med forestillingen om, at hygge altid hænger sammen med det søde. Hvem siger, at hygge ikke kan være et spil kort frem for en stor skål slik? Eller at man sammen anretter et flot frugtfad til deling?”

Danskerne kan indsende gode tips og idéer til, hvordan hyggen bevares med færre søde drikke og søde sager via websitet: Erduforsød.dk.

FAKTA

Om børn, søde sager og søde drikke i Danmark
  • Børn og unge i Danmark indtager op til fem gange så mange søde sager og søde drikke, som der er plads til i en sund kost. 
  • Danmark er det land i verden, hvor befolkningen køber mest slik. Hver dansker køber årligt 6,6 kilo. Når indkøb af chokolade lægges oveni, kommer hver dansker i gennemsnit op på 12,3 kilo slik og chokolade om året.
  • I perioden fra 2012 til 2018 er salget af sodavand steget med 24% til 87 liter årligt for hver eneste dansker.
  • Børn og unges indtag af slik og søde sager i weekenden er steget med op til 25% i perioden 2005-2013.
  • De mange ekstra kalorier i søde sager og søde drikke øger risikoen for overvægt. Og de personlige og samfundsmæssige omkostninger er ekstra store ved børneovervægt. Overvægten kan senere i livet øge risikoen for diabetes, hjerte-karsygdomme og visse kræfttyper.
  • En undersøgelse af sukkerkulturen blandt børnefamilier viser, at forældres opfattelse af, hvor mange søde sager de må give deres børn, er langt over de officielle anbefalinger.

Om ’Er du for sød?’

  • Nordea-fonden støtter ’Er du for sød?’-projektet med 11,6 mio. kroner.
  • DTU Fødevareinstituttet arbejder i projektet sammen med sundheds- og tandplejen i Hvidovre Kommune, spiludviklerfirmaet Serious Games og kommunikationsbureauet FRIDAY. 
  • De udvikler og tester nye undervisningsmaterialer og tommelfingerregler for børns indtagelse af søde sager.
  • Sundheds- og tandplejen i Hvidovre Kommune finder 100 testfamilier og 100 kontrolfamilier i kommunen. Testfamilierne skal teste alt fra tommelfingerregler til konkrete handlinger i familien, der kan nedsætte indtaget af søde sager. De øvrige 100 familier fungerer som kontrolgruppe.
  • Projektet evalueres i maj 2021 med henblik på evt. fortsættelse som national kampagne.

Se mere på www.erduforsød.dk.