Østafrikanske iværksættere skal udvikle projekter og prototyper i samarbejde med DTU-studerende, forskere og startups.
Fire afrikanske innovationsprojekter spillede hovedrollen, da FN´s verdensfødevareprogram WFP og DTU afholdt debatdag den 10. september, og markerede trin to i innovationssamarbejdet Next Generation East African Innovators.
De fire afrikanske fødevareprojekter, som udspringer fra Etiopien, Uganda og to projekter i Kenya vandt en konkurrence i foråret, og skal de kommende tre uger videreudvikle deres projekter og teknologi på DTU. Debatdagen blev åbnet af Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).
”Verden har brug for innovation på fødevareområdet. 800 millioner mennesker i lever i dag under sultegrænsen, og vi har brug for nye ideer, hvis vi skal løse problemerne inden 2030. Jeg håber, at samarbejdet mellem WFP og DTU vil hjælpe med at vi får flere unge innovatorer, så vi kan skabe større fødevaresikkerhed og undgå hungersnød,” sagde Flemming Møller Mortensen.
Verdensomspændende udfordringer
"Verden har brug for innovation på fødevareområdet. 800 millioner mennesker i lever i dag under sultegrænsen, og vi har brug for nye ideer, hvis vi skal løse problemerne inden 2030."
Flemming Møller Mortensen, minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.
DTU´s koncernchef for Innovation og Entrepreneurship Marianne Thellersen fremhævede, at innovationssamarbejdet er dybt forankret i DTU´s mission om at udvikle teknologi for mennesker.
"De udfordringer vi står over for, er verdensomspændende udfordringer. Derfor ønsker vi at samarbejde i partnerskaber, som giver fordele, både for dem vi samarbejder med, og for os. Vi tror på, at vi kan inspirere hinanden og skubbe grænserne. Vi vil selvfølgelig til tider opleve at projekter fejler, men så vil vi lære af fejlene og opfinde nye løsninger," sagde Marianne Thellersen.
Michael Dunford, regional direktør for WFP fremhævede, at der er stort behov at styrke de lokale innovatorer i den Østafrikanske region, som har brug for at få styrket deres netværk og finde virksomheder at samarbejde med.
”Jeg ser et stort potentiale i at studerende fra Afrika kan udvikle deres ideer i et etableret innovationsmiljø som DTU. Omvendt kan deltagere fra innovationsprojekter i Danmark også lære meget af at besøge Østafrika, som har et rigt innovationsmiljø, og som kan give værdifuld indsigt i hvad de reelle behov er,” sagde Michael Dunford.
Fødevareinnovation
Tre af de fire Østafrikanske startup-projekter præsenterede deres ideer på debatdagen, hvor projektet Beta Blockers havde smagsprøver med på en kiks fremstillet af fava bønner og byg, som er blandt de mest udbredte afgrøder i Etiopien. Kiksene skal forbedre ernæringsværdien i børns kost og forebygge fejlernæring.
Projektet Agri IoT præsenterede deres koncept for bæredygtig produktion af vanille, mens Tripple P er et koncept, hvor soldaterfluelarver omdanner organisk husholdningsaffald til kompost, og hvor fluernes larver efterfølgende kan bruges til insektbiomasse med højt protein-indhold. Det fjerde projekt, Fishing in the Dessert Project, havde ikke mulighed for at deltage i den debatdagen, men udvikler et koncept for fiskedamme I flygtningelejren Kakuma i Kenya.
Konkurrencefordel
De studerende bag de afrikanske startup-projekter skal over tre uger udvikle prototyper i deres projekter og modtage business coaching på DTU Skylab. Målet er, at det samlede program skal ruste dem med de færdigheder, der er nødvendige for at de kan få fodfæste på markedet med deres produkter. I den sammenhæng er det, ifølge Joachim Watkidog fra Agri IoT, afgørende for projekterne at udvikle et stærkt netværk og få kontakt med centrale interessenter og investorer.
”Investeringsmiljøet i Uganda vokser. En række initiativer giver unge innovatører en chance for at præsentere deres ideer og få finansiering. Men hvis du ikke har de rigtige forbindelser, får du ikke pengene. Det er ligegyldigt hvor godt dit projekt er, det vil ikke klare det. Så vi er virkelig glade for denne mulighed. DTU gør sit bedste for at forbinde os med de rigtige mennesker, hvilket vil give os en fordel i forhold til vores konkurrenter derhjemme,” sagde Joachim Watkidog.
Svært at tiltrække kapital
Alle tre startup-projekter havde oplevet udfordringer med at tiltrække kapital i deres lokalområder.
“De investeringer, der foretages i landbruget, foretages normalt af store organisationer som WFP. Den kenyanske regering giver os investeringer i form uddannelse og kurser. For eksempel er vi blevet inviteret til messer for at vise vores produkt frem, så vi kan tiltrække udenlandske investorer. Regeringen investerer sjældent direkte i et udviklingsprojekt, medmindre du har en virksomhed, der opererer med kendte teknologier og et sikkert afkast,” sagde Harriet Anyango fra Tripple P.
Efter kort tid i Danmark og på DTU kunne flere af innovatørerne dog melde om succes med at etablere samarbejde med andre, hvad enten de er DTU-studerende, forskere eller virksomheder. Joachim Watkidog har indledt et samarbejde med den danske virksomhed Social Vanilla, og han fremhævede, at hans startup-projekt gerne vil samarbejde med DTU-studerende og forskere specifikt om adgang til udstyr og faciliteter.
Roberto Flore, leder af DTU Foodlab og leder af Next Generation-programmet, bekræftede på debatdagen, at mere end 20 studerende allerede er engageret eller i dialog med de afrikanske startup-projekter.