Blandt de undersøgte fødevareprøver i den danske pesticidkontrol for 2. kvartal 2020 er der ikke fundet indhold af pesticidrester, som DTU Fødevareinstituttet vurderer til at udgøre en sundhedsmæssig risiko.
Hvert kvartal rapporterer DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen resultater fra den danske pesticidkontrol. Rapporten for 2. kvartal 2020 omfatter resultater for 284 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankeprøver af frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter og animalske produkter, som er analyseret for pesticidrester.
Viser analyser, at fødevareprøver indeholder pesticider i mængder, der overskrider gældende grænseværdier, må fødevaren ikke længere sælges. Alle prøver med overskridelser i 2. kvartal 2020 er af DTU Fødevareinstituttet vurderet til at udgøre en ubetydelig sundhedsmæssig risiko.
Læs mere
Se kvartalsopgørelsen: Pesticider i kosten, Pesticidkontrol af fødevarer, 2. kvartal 2020 (pdf). Kvartalsopgørelsen er udelukkende en opgørelse af de prøver, som er analyseret i det kvartal.
Resultaterne fra Fødevarestyrelsens pesticidkontrol vil blive rapporteret mere indgående i den årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som DTU Fødevareinstituttet udarbejder i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Rapporten publiceres i sidste halvdel af året efter det år, hvor prøverne er udtaget.
Find kvartalsrapporten og tidligere årsrapporter samt flere oplysninger om pesticidrester på DTU Fødevareinstituttets website.