Analytisk væskekromatograf. Foto: DTU Fødevareinstituttet | Analytical Liquid Chromatography. Photo: DTU National Food Institute

FOODHAY-samarbejde om fødevarebiofysik

Fødevareteknologi Fødevarer Bioteknologi Innovation og produktudvikling
I samarbejde med forskningsinstitutionerne i FOODHAY kan fødevarevirksomheder bruge biofysikudstyr til at undersøge og måle strukturelle egenskaber i fødevarer og kontaktmaterialer. Det er vigtigt for at kunne udvikle og optimere nye sunde, sikre og bæredygtige fødevarer.

Det højteknologiske laboratoriecenter FOODHAY er sat i verden for at skabe ny viden til brug i fødevareindustrien og til talentudvikling af studerende, forskere og medarbejdere i fødevarevirksomheder.

FOODHAY inviterer derfor virksomheder til at samarbejde i forskningsprojekter indenfor fire platforme, herunder fødevarebiofysikplatformen. Bag FOODHAY står forskningsinstitutionerne Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Københavns Universitet og DTU. Arla er strategisk partner, og både Food & Bio Cluster Denmark og Dansk Industri bidrager som repræsentanter for de danske fødevarevirksomheder.

Fødevarebiofysikplatformen
Udstyr i fødevarebiofysikplatformen kan undersøge og måle strukturelle egenskaber i fødevarer og fødevarekontaktmaterialer.

Det har stor betydning i udviklingen og optimeringen af nye produkter, men også hvis et eksisterende produkt ikke opfører sig, som man ønsker. Platformen omfatter også udstyr, som kan bruges direkte i fremstillingen af fødevarer.

Superkritisk CO2-ekstraktionssystem
DTU Fødevareinstituttet har blandt andet udvundet grønne proteiner fra foderplanter og udviklet en metode til at reducere uønskede smagsstoffer ved hjælp af superkritisk CO2-ekstraktion. Gennem FOODHAY har det været muligt at anskaffe et anlæg, som kan levere tilstrækkeligt store volumener til, at fødevareindustrien kan undersøge mulighederne i nye grønne CO2 -ekstraherede produkter, siger ph.d.-studerende Mikkel Hansen fra DTU Fødevareinstituttet.
Greenfield Innovation ApS har for eksempel testet de grønne proteiner ved at substituere dem i frisk pasta, og det gjorde blandt andet fremstillingen af pastadejen hurtigere og dermed mindre energikrævende.

Læs mere
Læs mere om FOODHAY biofysikplatformen og se flere eksempler på brug af FOODHAY-udstyr i en artikel i tidsskriftet Plus Proces: FOODHAY-samarbejde om fødevarebiofysik

Se også pressemeddelelsen: Universiteter og virksomheder skaber fremtidens fødevarer 

 

Om FOODHAY-samarbejdet

På www.food.au.dk/foodhay  kan du finde mere information om FOODHAY og udstyr, og hvem du kan kontakte om eventuelt samarbejde. Samarbejdet sker som regel gennem fælles forskningsprojekter mellem virksomheder og de forskningsinstitutionerne i FOODHAY.

FOODHAY er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Københavns Universitet, DTU Fødevareinstituttet og Arla. Arla er strategisk partner - og både Food & Bio Cluster Denmark og Dansk Industri bidrager aktivt som repræsentanter for de danske fødevarevirksomheder.