I 2015 er lidt færre patienter blevet behandlet med antibiotika end året før, men den samme mængde antibiotika er brugt. Samtidig er tendensen et større forbrug af antibiotikatyper, der kan være med til at udvikle resistens. Det viser årets DANMAP-rapport, der beskriver antibiotikaforbrug og resistensudviklingen i Danmark. Rapporten udgives i år for 20. gang af DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut.
I 2015 har lidt færre patienter fået en antibiotika behandling end året før, men begge år er omtrent den samme totale mængde antibiotika brugt, nemlig 18,5 DDD/1000 patienter per dag. DDD står for defineret daglig dosis og angiver en standarddosering for det daglige forbrug for hver enkelt type antibiotikum. Over 20 år er forbruget i Danmark steget med 38%, fra 13,6 DDD/1000 patienter per dag i 1996 til 18,5 i 2015.
I 2015 er et fald i brugen af benzylpenicillin registreret – en penicillintype, der burde være lægers foretrukne valg til bekæmpelse af en række infektioner, fordi stoffet giver mindst anledning til at udvikle resistens i bakterier. Samtidig er et fald i brugen af bestemte kritisk vigtige antibiotikatyper ikke registreret, selvom Sundhedsstyrelsen de seneste år har haft fokus på at nedbringe brugen af netop disse stoffer.
Blandt børn og unge under 18 år er forbruget af de mest brugte antibiotika typer faldet over de sidste ti år. Mellem 2006 og 2015 er forbruget af penicillinerne og makroliderne faldet med 25%. Forbruget af tetracykliner, der især bruges til at behandle akne hos unge over 12 år, er ligeledes faldet siden 2013.
Læs mere
Læs nærmere om forbruget af antibiotika til mennesker i 2015 i pressemeddelelsen fra den 15. november 2015: Antibiotikaforbruget til mennesker er blevet mere uhensigtsmæssigt over 20 år. Den kan findes findes på DANMAP's website, hvor også rapporten for 2015 kan downloades fra.
DANMAP-programmet har siden 1995 overvåget brugen af antibiotika til mennesker og dyr i Danmark, og forekomsten af antibiotikaresistens blandt bakterier i dyr, mennesker og fødevarer. Bag DANMAP står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut. DANMAP-rapporten er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut.