Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kalder antibiotikaresistens for en af de største trusler mod menneskers sundhed. For bedst muligt at planlægge tiltag, der skal bremse udviklingen af resistente bakterier, har den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, undersøgt europæiske forbrugere, landmænd og dyrlægers viden om den risiko, resistens i fødevareproducerende dyr udgør.
Danskere mere vidende om resistens i husdyr
Vidensniveauet om antibiotikabrug og -resistens i husdyr er generelt lavt blandt de adspurgte forbrugere fra 12 EU-medlemslande. Selvom fire ud af fem er klar over, at behandling af raske dyr med antibiotika bidrager til udviklingen af resistens, ved f.eks. kun knap halvdelen, at antibiotika ikke slår virus ihjel og cirka halvdelen, at antibiotikaresistens er udbredt i svineproduktionen i Europa. Der er også mangel på viden om flere af de måder, resistente bakterier kan smitte fra dyr til mennesker.
Danske, tyske og hollandske deltagere ved dog mere om brugen af antibiotika i husdyr end gennemsnittet.
Generelt stiger folks viden om emnet med uddannelsesniveau og alder, ligesom forbrugere, der ofte tænker over de sundhedsmæssige konsekvenser af resistente bakterier i husdyr, ved mere om emnet.
Flertallet af de adspurgte (57%) har indenfor det sidste år ikke lagt mærke til information om antibiotikaresistens. Den information, de har fået, er hovedsageligt (ca. 70%) fra medierne. Forbrugere i Danmark, Holland og Rumænien har i højere grad bemærket information om resistens i husdyr, mens britiske og rumænske forbrugere i højere grad har bemærket information om human resistens.
Tre ud af fire mener ikke, der bliver gjort nok for kontrollere eller forebygge antibiotikaoverforbrug i husdyrproduktionen. Blandt forskellige foreslåede metoder til at håndtere problemet, lægger de adspurgte størst vægt på, at landmænd får hjælpe til at gå over til produktionsmåder, der kræver mindre eller ingen brug af antibiotika, og at landbrugets forbrug begrænses gennem lovgivning.
Læs mere
Til undersøgelsen er en onlineundersøgelse gennemført blandt cirka 3.000 forbrugere i Belgien, Danmark, Estland, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Spanien, Storbritannien og Tyskland.
Kvalitative interviews er også gennemført med 60 landmænd og dyrlæger på svine- og fjerkræbrug i Danmark, Polen, Rumænien, Spanien og Storbritannien. De adspurgte ved generelt meget om resistensproblematikken. Både dyrlæger og landmænd siger, at risikoen for udviklingen af resistente bakterier påvirker den måde, de udskriver og bruger antibiotika på.
Resultaterne er nærmere beskrevet i rapporten: EU Insights – Perceptions on the human health impact of antimicrobial resistance (AMR) and antibiotics use in animals across the EU (pdf) og i en infografik: Public perception of the risks associated with antimicrobial resistance (pdf).
Se også en kort video fra EFSA om, hvad antibiotikaresistens er, og hvilken betydning det har for fødevaresikkerheden.
Læs mere på DTU Fødevareinstituttets website om de danske erfaringer og instituttets arbejde med at mindske antibiotikaforbrug og –-resistens, som ofte bliver fremhævet som det gode eksempel i udlandet.