Fisk. Foto: Colourbox.dk

Havets rester bliver fremtidens bæredygtige fødevarer

Fødevarer Fødevareproduktion Fødevareteknologi
For at nå FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling bør vi udnytte havets ressourcer og skabe næringsrige fødevarer af affaldsprodukter fra fiskeriet, f.eks. leveret fra torskefisk eller resterne fra fiskefileterne. DTU fødevareinstituttet er gået under havoverfladen og skaber fundamentet for fremtidens fødevarer.

Sidestrømme fra fiskeindustrien rummer et stort potentiale som kilde til at udvikle næringsrige og bæredygtige fødevarer eller foder til dyr. Sidestrømmene er de dele af fangsten eller fisken, som i dag ikke bliver udnyttet, men blot bliver kastet overbord, ender som affald eller bruges i lavværdiprodukter som minkfoder.

"Ambitionen er, at DTU Fødevareinstituttet bidrager til, at industrien i løbet af de næste ti år for alvor begynder at udnytte havets oversete ressourcer som tang, mikroalger og fiskerestprodukter, så vi i Danmark kan begynde at producere nye bæredygtige og ernæringsrige fødevarer og leve op til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling."
Professor Charlotte Jacobsen

DTU Fødevareinstituttet arbejder tæt sammen med fiskeindustrien for at finde løsninger på, hvordan fremtidens bæredygtige og næringsrige fødevarer kan blive produceret i stor skala og nå ud til forbrugerne. 

Det handler f.eks. om at ændre på logistikken i produktionen, så eksempelvis levere fra torskefisk ikke bliver kasseret, men i stedet bliver udnyttet til fødevarer.

Et andet eksempel er at udnytte restprodukter fra fileteringen af fisk til at udvinde omega-3-fiskeolier og bruge dem som ingredienser i sundhedsfremmende fødevarer. Mikroalger og småmuslinger er også interessante i forhold til at skabe bæredygtigt foder til husdyr.

Læs mere

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets forskning i at udnytte sidestrømme til at udvikle nye fødevarer i en artikel i DTU Fødevareinstituttets 60 års jubilæumsskrift: Havets rester bliver fremtidens bæredygtige fødevarer.

DTU Fødevareinstituttet fejrer i år 60 års fødselsdag, da det den 5. juni 1959 blev besluttet at etablere et nationalt fødevareinstitut i Danmark. 

Se også artiklen: I frontlinjen for sund, sikker og bæredygtig mad.

DTU Fødevareinstituttet skaber bæredygtige teknologiske løsninger

Studier peger på, at fødevareforbruget står for cirka 25% af den samlede klimabelastning per person. Hvis kostens klima- og miljøbelastning skal mindskes, kræver det både nye, mindre CO2-udledende og mere skånsomme produktionsformer, samt at forbrugere ændrer på kostens sammensætning.

DTU Fødevareinstituttets vision er at gøre en forskel ved at skabe bæredygtige teknologiske løsninger – blandt andet så råvarer bliver udnyttet bedre, så man undgår spild i produktionen og udnytter produktionsprocesserne mere effektivt, og så forbrugerne får lettere ved at vælge bæredygtige fødevarer af høj kvalitet. 

Instituttets arbejde har f.eks. fokus på, hvordan fødevarevirksomheder sikkert kan genbruge vand, optimere fødevareproduktionen og spare energi og CO2 og bedre kan udnytte restprodukter fra produktionen af fødevarer og foder til at udvikle højværdiprodukter. Matematiske beregninger af fødevarers klimabelastning er desuden et nyere fokusområde i instituttets ernæringsforskning.

 

Image: DTU Fødevareinstituttet