Et halvt århundrede i frontlinjen for sund og sikker mad

28-08-2009

 

I 1959 blev “Lov om et levnedsmiddelinstitut m.m.” vedtaget, og dermed blev kimen lagt til en stor del af det, der i dag er DTU Fødevareinstituttet. Siden har instituttet – under forskellige navne og i forskellige konstruktioner – udviklet sig til en internationalt førende forskningsinstitution. I den anledning har instituttet valgt at se tilbage på en spændende epoke i historien, men også fremad på de udfordringer, der ligger forude.

DTU Fødevareinstituttet blev etableret, da Danmarks Fødevareforskning, en række andre sektorforskningsinstitutioner og Danmarks Tekniske Universitet fusionerede den 1. januar 2007. Men inden da er en sammensat fortid gået forud under forskellige navne og organisatoriske rammebetingelser samt skiftende ministerier og regeringer. 

50 år – sådan cirka

Dele af instituttet har en historie, der rækker mere end 100 år tilbage, men formelt blev det undfanget, da ”Lov om et levnedsmiddelinstitut m.m.” blev vedtag­et den 5. juni 1959. Her blev kimen lagt til et samlet nationalt fødevareinstitut, som på baggrund af forskning og overvågning fik til opgave at rådgive landets myndigheder og andre interessenter om fødevaresikkerhed og ernæring.

Siden er 50 år gået, og DTU Fødevareinstituttet har valgt at fejre og bruge jubilæet som en anledning til at se tilbage på en spændende epoke i historien, hvor vores fødevarer og deres effekter på menneskers sundhed gang på gang har været genstand for offentlig debat. Instituttet har til alle tider stræbt efter at skabe det bedst mulige videngrundlag til at understøtte de nødvendige politiske beslutninger og vejledningen af forbrugere og industri.

Men instituttet vil også benytte anledningen til at se fremad. Der venter store udfordringer forude, og instituttets rolle som en central deltager i det nationale og internationale fødevaresikkerhedsberedskab er så væsentlig som nogen sinde.

DTU Fødevareinstituttet har udviklet sig fra primært at være et nationalt institut til at være et internationalt førende forsknings- og videncenter på sit felt. Instituttets nationale arbejde er også på mange områder bragt ud i verden og blevet til internationale standarder – og lovgivning. 

Et institut i konstant udvikling

I de kommende uger vil instituttet offentliggøre en række artikler, der giver indblik i et lille udpluk af de områder, hvor instituttets forsknings- og rådgivningsaktiviteter har bidraget til at forbedre vores kostvaner samt sikkerheden og kvaliteten af vores fødevarer til gavn for forbrugere og virksomheder. Artiklerne indgår i et festskrift, som senere bliver publiceret i sin helhed på DTU Fødevareinstituttets hjemmeside.

På den måde vil instituttet sætte fokus på det halve århundrede, DTU Fødevareinstituttet – under forskellige navne og i forskellige konstruktioner - har arbejdet i frontlinjen for sund og sikker mad.

Den 28. august 2009 markerer instituttet desuden de 50 år ved en jubilæumsfest for instituttets medarbejdere og særligt inviterede tidligere medarbejdere. 

Historien om et fødevareinstitut

Læs mere om instituttets formål og opgaver før og nu og om den faglige udvikling i artiklen: Historien om et fødevareinstitut i konstant udvikling (pdf).