I forbindelse med eftersporingen af kilden/kilderne til det igangværende udbrud af salmonella typhimurium U292 tilbyder DTU Fødevareinstituttet at type salmonellaisolater fra forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheders egenkontrol uden beregning.
For at finde frem til kilden/kilderne i det igangværende salmonellaudbrud er såkaldt typning af salmonellaisolater et vigtigt redskab. Typning er undersøgelser af, hvilken type salmonella der er fundet i en fødevare, hvilket giver grundlag for at sammenligne isolater fra fødevarer med isolater fra patienter.
I Danmark er det DTU Fødevareinstituttet og tildels DTU Veterinærinstituttet, der står for at type salmonellaisolater fra dyr og fødevarer.
DTU Fødevareinstituttet har derfor en national samling med mange tusinde salmonellaisolater, som er indsamlet gennem de seneste 5-10 år. Samlingen kommer imidlertid primært fra den primære animalske produktion og slagterierne, mens forarbejdnings-, distributions- og detailleddet kun er sparsomt repræsenteret. Årsagen er sandsynligvis, at salmonella forekommer mindre hyppigt i disse led. Men det kan også skyldes, at virksomhederne selv undersøger for salmonella som del af egenkontrollen, hvor der ikke altid er krav om typning - altså at finde den præcise type salmonella.
I forbindelse med eftersporing af kilden/kilderne til det igangværende udbrud af salmonella af typen typhimurium U292 vil DTU Fødevareinstituttet derfor tilbyde at type salmonellaisolater fra forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheders egenkontrol uden beregning.
Vi håber på denne måde at få bidrag til at identificere smittekilden til det igangværende udbrud.
Læs mere i vedhæftede
brev rettet mod forarbejdnings-, distributions- og detailvirksomheder om tilbuddet (pdf).
Kontakt for spørgsmål om indsendelse af isolater:
DTU Fødevareinstituttet, ZoonoseLab, tlf. 7234 6200