Photo: Colourbox.com

Pesticidrester i kosten 4. kvartal 2019

Fødevareproduktion

I alt 382 fødevarer er udtaget i forbindelse med den danske pesticidkontrol for 4. kvartal 2019. DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at for 10 af prøverne kan en sundhedsmæssig risiko ikke udelukkes.

Hvert kvartal rapporterer DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen resultater fra den danske pesticidkontrol. Rapporten for 4. kvartal 2019 omfatter resultater for 382 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankeprøver af frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter og animalske produkter, som er analyseret for pesticidrester.

Der er fundet prosulfocarb i én prøve af dansk persille i mængder, der overskrider grænseværdien, og som er vurderet til ikke at udgøre en sundhedsmæssig risiko.

Derudover er chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl fundet i ti importerede prøver af pomelo, mandarin, lime, ærter med bælg og banan i mængder, der hhv. ligger under den gældende grænseværdi (ni prøver), og som overskrider den (én prøve). 

Det er ikke afklaret, om chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl har en skadelig virkning på generne. En sundhedsmæssig risiko ved fund af stoffet kan derfor ikke udelukkes – uanset om grænseværdien er overholdt eller ej. DTU Fødevareinstituttet har således vurderet for alle prøver med indhold af chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.

Hvis pesticidindholdet i en fødevare overskrider grænseværdien, må den ikke længere sælges. Vurderes det ydermere, at indholdet kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, bliver fødevaren også tilbagekaldt fra markedet, og en advarsel bliver sendt via EU’s advarselssystem for foder og fødevarer, RASFF. Der er således også udsendt RASFF i forbindelse med denne kvartalsrapport.

Læs mere

Se kvartalsopgørelsen: Pesticider i kosten, Pesticidkontrol af fødevarer, 4. kvartal 2019 (pdf). Kvartalsopgørelsen er udelukkende en opgørelse af de prøver, som er analyseret i det dette kvartal.

Resultaterne fra Fødevarestyrelsens pesticidkontrol vil blive rapporteret mere indgående i den årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som DTU Fødevareinstituttet udarbejder i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Rapporten publiceres i sidste halvdel af året, efter prøverne er udtaget. 

Find kvartalsrapporten og tidligere årsrapporter samt flere oplysninger om pesticidrester på DTU Fødevareinstituttets website.

Godkendelse af chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl er ikke fornyet

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, offentliggjorde i august 2019 et resumé af den sundhedsmæssige vurdering for chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl i forbindelse med fornyet godkendelse af stofferne.

Det fremgår heraf, at toksikologiske referenceværdier ikke kan sættes for stofferne, da det ikke er muligt at afklare, om der er en skadelig virkning på generne. For stoffer med genotoksiske effekter er det antagelsen, at der ikke er en nedre tærskel for sådanne effekter. Som konsekvens heraf har DTU Fødevareinstituttet siden august 2019 vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes for alle indhold af stofferne.

Den 6. december 2019 blev det vedtaget i EU, at godkendelserne for begge stoffer ikke vil blive fornyet. Ikke-godkendelsen trådte endeligt i kraft den 10. januar 2020 og betyder, at medlemsstaterne skal trække alle autorisationer for de to stoffer tilbage i løbet af en måned. I februar 2020 er nye grænseværdier vedtaget for stofferne på 0,01 mg/kg, som er den nedre grænse for, hvad de anvendte analysemetoder kan detektere. De nye grænseværdier vil træde i kraft i anden halvdel af 2020.