K-vitaminets hemmeligheder

Ernæring og kostvaner Fødevarekvalitet

K-vitamin er ikke kun K1-vitamin, men også K2-vitamin, som tilsyneladende har en helt selvstændig biologisk funktion. Forskerne har imidlertid langt fra afdækket alle K-vitaminets hemmeligheder. Det fremgik af den første internationale vitaminkonference, som DTU Fødevareinstituttet var hovedarrangør af.

K-vitamin er ikke kun K1-vitamin, som har betydning for blodkoagulation, det vil sige blodets evne til at størkne. K-vitamin er også K2-vitamin, som er i familie med K1-vitamin. Men K2-vitamin har tilsyneladende ikke blot betydning for blodkoagulationen. Nye studier peger på, at K2-vitamin også har indflydelse på forkalkning af blodårer, knogler og regulering af celledeling.

"Forskere i hele verden er i fuld gang med at afdække, hvilken betydning K2-vitamin har for vores sundhed. For vi kender faktisk ikke meget til vitaminets rolle for kroppens funktioner endnu," fortæller seniorforsker Jette Jakobsen fra DTU Fødevareinstituttet, som var primusmotor for den første internationale vitaminkonference i København. Her fik K-vitamin særlig stor opmærksomhed. 

Produceres og indtages forskelligt

Konferencens oplæg fremhævede også, at K1-vitamin og K2-vitamin er forskellige i den måde, de bliver produceret og indtaget på.

K1-vitamin indgår i planternes fotosyntese. Jo mere mørkegrøn grøntsagen er, des højere vil indholdet af K1-vitamin være i den. K-vitamin findes således i mørkegrønne grøntsager som persille, spinat, broccoli og grønkål – og også i visse planteolier som soja- og rapsolie, men ikke i majsolie.

K2-vitamin produceres til gengæld af tarmbakterier og er en gruppe af forskellige stoffer, som også kan indtages fra æg, kød, oste samt japansk gærede sojabønner. Indholdet af K2-vitamin i oste afhænger desuden af indholdet af fedt – jo mere fedt, des højere indhold af K2-vitamin.

Dansk opdagelse fik Nobelpris
Vitamin K blev opdaget i 1930'erne af Henrik Dam, som var professor på DTU. I forbindelse med studier af kyllinger viste Henrik Dam, at kyllinger på et fedtfrit foder udviklede blødninger på grund af koagulationsforstyrrelser, og at det kunne behandles med et fedtopløseligt stof fra grønne blade. Han isolerede stoffet og kaldte det vitamin K efter ”koagulation”. Det var en opdagelse, han modtag Nobelprisen for i 1943.

Den første internationale vitaminkonference
Den første internationale vitaminkonference blev holdt i København den 19.- 21. maj med 183 deltagere fra 32 lande. Konferencen dækkede alle aspekter ved de 13 vitaminer, lige fra indholdet i vores fødevarer, indtaget gennem kosten og til virkningen på vores sundhed. Omdrejningspunktet var betydningen af de analytiske metoder for at finde og undersøge vitaminerne i forbindelse med ernæringsforskning, fødevaredatabanker og deklarationskontrol.

En hel session på konferencen handlede om K-vitamin, og der var blandt andet indlæg af to topforskere på området: Professor Sarah Booth fra Tufts University, USA, og lektor Cees Vermeer fra Maastrict University og direktør for VitaK BV.

Konferencen var arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Øresund Food. Det er planen at holde den anden internationale vitaminkonference om to år - igen med København som værtsby. 

 

Mere information

Læs mere på www.vitamin2010.dk og se pressemeddelelsen: Nyt syn på vitaminers betydning