Photo: Colourbox.com

Sikre fødevareemballager af pap og papir

Fødevaresikkerhed Fødevarekvalitet Fødevarer Fødevareproduktion

Forurening i emballager og i emballagers trykfarver kan smitte af på fødevarer. Nyt analysekoncept hjælper trykkerier til at dokumentere, om emballager af pap lever op til lovgivningens krav. I en ny rapport beskriver DTU Fødevareinstituttet konceptet, der kan hjælpe trykkerierne med at levere produkter af høj og dokumenteret kvalitet.

Overblik over sundhedsskadelige stoffer

I produktionen af emballage indgår mange processer, materialer og kemikalier, som det er nødvendigt, at trykkerierne har overblik over for at kunne dokumentere emballagens kvalitet. Emballagemateriale kan indeholde sundhedsskadelige stoffer, som kan overføres til fødevaren.

For eksempel kan der ske en afsmitning fra emballage til fødevarer af phthalater og di-isopropyl naphthalen, DiPN, fordi selve pappet er fremstillet af genbrugsfibre med rester af henholdsvis trykfarver til avispapir og af selvkopierende papir, der har indeholdt de skadelige stoffer. Med analysekonceptet får producenterne inspiration og hjælp til at få overblik over myndighedskravene og skabe den fornødne dokumentation for emballagens kvalitet.

Styrket dialog med leverandører og kunder

Trykkerierne kan ikke alene klare opgaven med at leve op til krav fra kunder og myndigheder. Trykfarveproducenter og leverandører af papir og pap er vigtige medspillere, fordi de kan bidrage til at give informationer om råvarernes eventuelle indhold af sundhedsskadelige stoffer.

Derfor skal trykkerierne rustes til at tage den nødvendige dialog med deres leverandører for at få de rigtige produktinformationer om de materialer, emballagen skal produceres af. Lige så vigtigt er det, at trykkerierne er i dialog med kunderne om hvilke fødevarer, emballagen skal i kontakt med og under hvilke anvendelsesbetingelser - især mht. produktets holdbarhedstid, opbevaringstemperaturen og luftfugtigheden.

Rapporten, analysekonceptet er beskrevet i, indeholder blandt andet en oversigt over vigtige regler og vejledninger, der er på området fra myndigheder og brancheforeninger, og hvilke materialer og stofgrupper, der indgår ved fremstilling af tryksagerne.

Læs mere 

Se rapporten: Fødevareemballager af trykt papir og pap. Udvikling og validering af analysekoncept (pdf).

Konsulentfirmaet Enpro ApS har medvirket i projektet, og rapporten er udarbejdet i et samarbejde med Cismi Fonden og tryksagsproducenten Mammens.

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets forskning i fødevarekontaktmaterialer.

Læs også artiklen i fagbladet IN-Pak nr. 9, fra den 21.oktober 2013: Projekt om sikre fødevareemballager af trykt papir og pap.