EFSA logo

Åbent møde i EFSA’s panel for kemiske fødevareforureninger

Fødevaresikkerhed Fødevareproduktion

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, inviterer interesserede observatører til at overvære det næste møde i det videnskabelige panel for kemiske fødevareforureninger. Invitationen er et led i tiltag, der skal styrke gennemsigtigheden i EFSA’s arbejde.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, inviterer interesserede observatører indenfor, når EFSA’s videnskabelige panel for kemiske fødevareforureninger holder møde i Bruxelles den 10.-12. maj 2016.

Panelets opgave er at give EU kommissionen forskningsbaseret rådgivning og faglig bistand i relation til forureninger og uønskede stoffer i madensom naturlige toksiner, svampegifte og rester af ikke-tilladte stoffer. Det gælder f.eks. stoffer som nikkel, dioxin, fusarium toksiner, mikroplastik, akrylamid og nitrofuraner.

EFSA ønsker med åbne panelmøder at skabe bedre forståelse for panelernes arbejde med bl.a. at udarbejde risikovurderinger. Observatører får mulighed for at interagere med og stille spørgsmål til panelernes videnskabelige eksperter. 

Deadline for tilmelding som observatør er den 18. april 2016. Tilmelding skal ske via EFSA's website.

Læs mere

På EFSA’s website findes en nærmere beskrivelse af panelets arbejdsområde og medlemmer samt dagordner og referater fra tidligere møder: Panel on Contaminants in the Food Chain.

Læs også på EFSA’s website, hvordan du tilmelder dig de åbne panelmøder og om retningslinjerne for deltagelse . Her findes desuden en liste over de 11 panelmøder, EFSA holder i løbet af 2016, hvor observatører kan deltage.

Vær opmærksom på, at spørgsmål indsendt sammen med tilmelding får førsteprioritet ved panelmøderne.

Spørgsmål om møderne kan sendes til publicmeetings@efsa.europa.eu.

Fakta

EFSA har oprettet nationale samarbejdscentre i alle EU medlemslandene (EFSA focal point). DTU Fødevareinstituttet er EFSA samarbejdscenter i Danmark og fungerer derved som bindeled mellem EFSA og danske interessenter såsom myndigheder, forskningsinstitutioner og erhvervsvirksomheder.

DTU Fødevareinstituttets rolle som EFSA samarbejdscenter er nærmere beskrevet på instituttets website.