Overvågning af pesticidrester
Siden 1960’erne har Danmark overvåget pesticidrester i fødevarer, og i den nyeste rapport bliver analyserne af de sidste fem års data præsenteret. Rapporten inkluderer også en risikovurdering af den samlede eksponering for pesticider fra fødevarerne.
Rapporten, som samler op på årene 2018-2022, viser analyseresultater fra 8.894 prøver af forskellige fødevarer som frugt, grøntsager, kød og forarbejdede produkter. I alt er der undersøgt for 342-344 pesticider, og resultaterne viser flest fund af pesticidrester i frugt og grøntsager, især i de udenlandske. Dansk producerede varer har færre pesticidrester.
Ingen sporbare pesticidrester er fundet i 55% af de undersøgte prøver, mens pesticidrester under EU’s tilladte grænseværdier er fundet i 43% af prøverne. Pesticidrester, der overskrider grænseværdierne, er fundet i 2,0% af prøverne.
Samlede eksponering og risikovurdering
DTU Fødevareinstituttet har beregnet den samlede eksponering for pesticidrester i konventionelt producerede fødevarer, og det er vurderet, at de generelt udgør en ubetydelig sundhedsmæssig risiko, også for dem, som anbefalet spiser 600 gram frugt og grønt dagligt.
”Samtidig viser rapporten, at ved at vælge danskproducerede fødevarer, kan forbrugeren nogenlunde halvere sit indtag af pesticidrester”, fortæller Bodil Hamborg Jensen, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet.
Danskernes samlede indtag af pesticidrester fra fødevarer er vurderet ved at beregne et såkaldt Hazard Index (HI). I beregningerne er data inddraget for stoffernes farlighed, hvor store mængder af de forskellige pesticider, der i gennemsnit findes i de undersøgte fødevarer, samt hvor meget folk gennemsnitligt spiser af de forskellige fødevarer.
Et HI under 100% indikerer, at der ikke er en sundhedsmæssig risiko.
Et interessant fund i rapporten er, at der er sket et fald i HI siden sidste periode (2012-2017), mens eksponering for pesticiderne er den samme. Det kan blandt andet forklares med, at de mest giftige pesticider ikke længere er godkendt til brug. Det skal dog nævnes, at indtaget for nogle af de mere giftige og forbudte pesticider ikke er inkluderet i beregningerne, fordi en ADI/tærskelværdi ikke er fastsat, som et givet indtag kan sammenlignes med.