Forskernes råd - skift de søde drikke ud med vand

Nye undersøgelser fra DTU Fødevareinstituttet og Aarhus Universitet konkluderer, at vand bør være det primære drikkevalg, eventuelt suppleret med andre ikke-søde drikke som mælk, kaffe og te. Dette understøtter de sundeste kostvaner og er i tråd med De Officielle Kostråd.

sodavand i glas med isterninger
 Foto: Colourbox

Søde drikke er light og sukkersødede drikke. Lightdrikke er sodavand, energidrikke, iste og saftevand med et reduceret eller intet energiindhold, som er sødet med intense sødestoffer.

12% af børn og 20% af voksne overholder det ugentlige maksimum.

Data fra DANSDA viser, at 15-80-årige danskere indtog 0,5 liter sodavand om ugen i 1985 og næsten 1,2 liter i 2021-2022.

Storforbrugere: 42% af børn og 36% af voksne overskrider anbefalingerne markant (mindst 3 gange det anbefalede). 

Storforbrugere drikker 2,2-5,1 liter søde drikke om ugen og findes primært blandt dem der både drikker light- og sukkersødede drikke. 

Maksimumgrænser for light- og sukkersødede drikke i De Officielle Kostråd 2021:

4-6 år: Maks. ¼ liter om ugen
7-10 år: Maks. ⅓ liter om ugen
11+ år: Maks. ½ liter om ugen

Fødevarestyrelsen har bedt DTU Fødevareinstituttet og Aarhus Universitet om at belyse indtag af søde drikke fra tre forskellige vinkler:

Påvirker indtag af lightdrikke vores helbred? 

Forskerne har gennemgået litteraturen for at undersøge om indtag af lightdrikke påvirker risikoen for syv forskellige sygdomme eller tilstande: hjertekarsygdom, koronar hjertesygdom, slagtilfælde, kræft, type 2-diabetes, svær overvægt og syreskader på tænderne. På baggrund af den gennemgåede litteratur, konkluderer forskerne, at der ikke er nogen åbenlyse positive helbredskonsekvenser ved indtag af lightdrikke for nogen af de undersøgte sygdomme eller tilstande. Men litteraturen viser til gengæld, at det ikke kan udelukkes, at der for hjertekarsygdom, slagtilfælde, kræft, type 2-diabetes og svær overvægt er potentielle negative helbredskonsekvenser ved at drikke lightdrikke. Evidensen for de undersøgte sammenhænge var dog overvejende af meget lav/lav kvalitet, og forskerne understreger, at der er behov for yderligere og mere grundige randomiserede, kontrollerede forsøg og befolkningsundersøgelser for at kunne svare mere sikkert på, om forbrug af lightdrikke påvirker risikoen for de undersøgte sygdomme og tilstande. 

Er der sammenhæng mellem indtag af søde drikke og kostkvalitet samt drikkevaner i Danmark?

DTU Fødevareinstituttet har kortlagt sammenhængen mellem indtag af lightdrikke og danskernes kostkvalitet, energi- og sukkerindtag samt drikkevaner. 

Konklusionen er, at personer, der ikke drikker søde drikke, har de sundeste kost- og drikkevaner sammenlignet med grupper, der drikker søde drikke. Personer, der kun drikker light-drikke, har generelt sundere kost- og drikkevaner end personer, der drikker både light- og sukkersødede drikke. Det er den sidstnævnte gruppe, kaldet kombi-brugere, som har de mindst sunde kost- og drikkevaner. 

Forskerne anbefaler på den baggrund at fremme vand som det foretrukne drikkevalg og at reducere indtaget af både light- og sukkersødede drikke, da et drikkemønster uden søde drikke bedst understøtter sunde kostvaner.

Denne del af undersøgelsen bygger på data fra en delpopulation af Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet 2021-2024 (DANSDA)

Derfor drikker vi søde drikke – sensorisk opfattelse

Aarhus Universitet har undersøgt årsagerne til og konteksten for indtag af lightdrikke samt sammenhængen mellem indtag af light- og sukkersødede drikke, sensorisk tilfredsstillelse og trang til sødt.

Her er konklusionen, at søde drikke indtages for smag og for at slukke tørsten, især af unge, som foretrækker light sodavand. Lightdrikke vælges ud fra en bekymring om vægt, mens sukkersødede drikke vælges for at undgå kunstige ingredienser. Sukkersødede drikke indtages mest udenfor hjemmet, mens lightdrikke foretrækkes hjemme. Flere finder sukkersødede drikke, især sodavand, mere sensorisk tilfredsstillende end lightdrikke. Denne undersøgelse er også lavet på baggrund af deltagere fra DANSDA.

Læs mere

Læs mere om undersøgelsen i faktaarket: Helhedsyn på lightdrikke.  
Læs den samlede undersøgelse: Notat om lightdrikke. 

Kontakt

Morten Poulsen

Morten Poulsen Seniorforsker, forskningsgruppeleder DTU Fødevareinstituttet