Kolera-bakterier i København
I rørene der leder til Renseanlæg Avedøre gemmer der sig nogle bakterier, som forskerne ikke havde forventet at støde på i dansk spildevand: Kolera-bakterier. Selvom det drejer sig om ganske små mængder, var det en stor overraskelse, som forskerne fik, mens de undersøgte bakterierne i spildevandsanlæggene i fem europæiske storbyer, herunder i de tre store spildevandsanlæg i København: Avedøre-anlægget, Lynette-anlægget samt Renseanlæg Damhusåen.
Man kan forestille sig, at bakterierne er bragt til Avedøre-anlæggets lokalområde af et menneske fra et sted i verden, hvor mange mennesker bærer kolera-bakterier i kroppen uden nødvendigvis at være syge. Vedkommende har haft bakterierne i kroppen og leveret afføring til spildevandssystemet, hvorefter bakterierne har bosat sig i rørene før anlægget og er begyndt at kopiere sig her. Forskerne kan se, at bakterierne er forblevet i systemet uge efter uge og finder dem ikke længere opstrøms, hvorfor de konkluderer, at bakterierne ikke kommer fra mennesker, som lige nu er syge, men bor i biofilm på rørene tæt på anlægget.
Der har ikke været registreret sygdomstilfælde med kolera i Danmark i 150 år, og den fundne bakterie kan give alvorlige infektioner, men ikke selve sygdommen kolera, som er kendetegnet ved voldsom, potentielt dødelig diarre. Højere temperaturer kan dog påvirke potentielt farlige mikrobers geografiske udbredelse.
Den nye forskningsmetode har netop den fordel, at man kan se, hvor bestemte bakterier stammer fra, og selvom DNA’en fra bakterierne i de tre københavnske anlæg er næsten helt ens, er der alligevel nogle minimale forskelle, som gør, at hvert anlæg har sin egen signatur.
Kolera-bakteriens tilstedeværelse ved Avedøreanlægget er beskrevet i en separat artikel, som også er udsprunget af nærværende forskning og udgivet i tidsskriftet Microbial Ecology.