Flere udbrud med salmonella i 2023

I Danmark steg antallet af salmonellaudbrud fra 2022 til 2023. Det fremgår af DTU Fødevareinstituttets årlige rapport om zoonoser i Danmark for 2023.

Petriskåle med zoonoser
Foto: Colourbox

Fakta

  • 64 fødevarebårne sygdomsudbrud er registreret i 2023 – hvilket er næsten det samme som forrige år, hvor 63 udbrud blev registret.
  • En stigning i salmonella blev rapporteret fra 899 i 2022 til 1.207 i 2023 – niveauet er nu tilbage på det samme, som før corona-pandemien startede.
  • TBE-virus (tick borne encephalitis - også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse), der overføres fra skovflåter til mennesker, blev påvist hos 12 personer smittet i Danmark i 2023. De primære risikoområder i Danmark er fortsat på Bornholm og i Tisvilde Hegn og omegn, men der kan også være en vis smitterisiko andre steder på Sjælland. 
  • 5.186 tilfælde blev registreret med campylobacterinfektion i 2023, omtrent det samme i 2022, hvor 5.142 tilfælde blev registreret.
  • Antallet af yersiniatilfælde steg fra 747 i 2022 til 1.199 i 2023 pga. ændret diagnostik. 
  • Shiga toxin-producerende E. coli (STEC) steg også fra 1.331 tilfælde i 2022 til 1.431 i 2023 pga. ændret diagnostik. 
     

Læs mere

’Annual Report on Zoonoses’ præsenterer en stor mængde af de data, som myndigheder og industrien i Danmark samler om forekomsten af zoonoser i foder, dyr, fødevarer og mennesker. Rapporten indeholder data, der strækker sig over mere end 10 år, og gør det således muligt at følge tendenser over tid. Den første Annual Report on Zoonoses blev udgivet i 1994. Rapporten er udgivet af DTU Fødevareinstituttet og udarbejdet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen. 

De tre organisationer indgår i Den Centrale Udbrudsgruppe og står i fællesskab for at efterforske fødevarebårne sygdomsudbrud. I 2022 blev en tilsvarende gruppe etableret for efterforskning af zoonoseudbrud fra andre kilder, Den danske myndighedsgruppe for Koordinering af Zoonoser, som er et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Københavns Universitet, Miljøministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen. 

Se hele rapporten her  eller på DTU Fødevareinstituttets website. Det er også muligt at få tilsendt rapporten ved at skrive til food@food.dtu.dk.

Læs mere om god køkkenhygiejne hos Fødevarestyrelsen.

 

Kontakt

Specialkonsulent Gudrun Sandø, Fødevarestyrelsen, tlf.72276856, gus@fvst.dk

Epidemiolog Luise Müller, Statens Serum Institut, tlf. 32688590, lum@ssi.dk

Seniorforsker og forskningsgruppeleder Marianne Sandberg, DTU Fødevareinstituttet, tlf. 40314954, marsan@food.dtu.dk